En tilværelse men ondt i hjertet har resulteret i flugt, med druk hver weekend.

Jeg er jo desværre blevet alene, og prøver at finde rollen og pladsen som single.
Men sagen er den, at jeg faktisk slet ikke har lyst til, at være i den rolle som mig, alene igen.
Så siden jeg er blevet mig, har den nok gået rimelig meget op i druk og bytur.
Men hvad Søren skal man gøre når man ikke rigtig kan se tingene i øjnene, og mærke den smerte det egentlig er, at have kærestesorger.
Ville ønske jeg bare kunne lukke af og ikke mærke alle de ting jeg gør, og så for helvede bare kunne komme videre og ikke have det hule rum indeni, som nogle gange føre til søvnløse nætter og dage uden overskud, for dage er der.
Jeg kan simpelthen ikke ikke finde ud af at bearbejde tingene længere, måske fordi jeg det sidste år har haft så mange nedture og modstand, men dog alligevel er det værste at miste min kærlighed og tryghed i min ex.
Jeg er igang med at finde rollen i hele mit liv, og værdsætter ubeskrivelig meget, at tingene er som de er, mellem min ex og jeg nu.
Han er absolut det dejligste menneske, jeg har haft i mit liv, og han har vist mig, hvordan voksne mennesker behandler hinanden, og ville ikke bytte det for noget andet.
Desværre skal jeg finde ud af det, at være Nathja kun, og det gider jeg sgu bare ikke, for at sige det helt ærligt..
Der er mange måder at takle sorg på, og jeg blir dårligere og dårligere til at takle tab og sorg, så min måde er at flygte.
Hold kæft hvor ynkeligt, men at vågne alene hver dag med ondt indeni, gør simpelthen for ondt, så det altså nemmere at glemme tingene lidt i weekenderne…
Ondt i hjertet kan drage mennesker i mange retninger, og jeg ved og håber at det nok skal blive bedre en dag, men må sgu indrømme den slår mig hårdt hver evig eneste dag.
At acceptere, at livet bare ikke ville i den retning som mit hjerte så inderligt gerne vil, ved jeg sgu ikke hvordan jeg skal arbejde mig videre fra.
Sidst jeg havde ondt i hjertet på noget ala denne måde, forsvandt jeg 3 måneder til udlandet for at komme væk fra det hele, og efter det ydeligere 3 måneder til Mexico, og har helt ærligt lyst til bare, at smutte afsted til udlandet igen, og håbe på det kunne hjælpe med, at hele det hul jeg har indeni, for tiden læger jo alle sår, ik’?
Jeg vælger så nu, at se tingene i øjnene, mærke når det gør ondt, prøve at bearbejde min sorg, og kæmpe mig videre herfra, så jeg forhåbentlig kan komme ovenpå den anden side stærkere end noglesinde før.
Tingene og mit uheld begynder at vende nu og jeg ser lyset for enden af tunnelen (håber jeg).
Så med nyt arbejde, krydret med en masse masse positive tanker omkring den del i hvertfald, vil jeg droppe min flugt, prøve at smile hver eneste dag og fortælle mig selv at, ‘gud har kun valgt hans stærkeste soldater, til de hårdeste kampe her i livet’.
Og jeg er stolt af at have kæmpet mig igennem alt det jeg har, og være en af dem.
Smerten gør ondt, og tårerne render hver dag ned at kinderne, men forhåbentlig blir det godt en dag, og gerne snart.
Der er jo lys for fae’n, og jeg har valgt at det tændes nu <3

Kærligst Nathja