baby.. huh… what to dó :)

SÅ kom jeg ud på den anden side…
Det er længe siden jeg har haft overskud til at komme herind..
På en måde, synes jeg bare det er at hælde vand ud af ørene på mig selv, når jeg skriver de her ting, men omvendt, så synes jeg også bare at jeg lige nu rigtig gerne vil slå dette tabu til jorden selvom det er fucking hårdt det hele..
Nu skal i få historien..

Som skrevet sidst, har jeg haft nogle angst anfald, og kan godt mærke at jeg nogle gange lige skal trække vejret dybt ind mellem, men altså jeg er ovenpå lige på det punkt, men selvfølgelig, er der kommet noget andet op..
For nogle måneder siden gik jeg igang med at finde ud af om jeg kunne blive gravid, da jeg delvis ikke har været på p-piller de sidste mange mange år. (har dog taget dem når der har været fart over feltet 😉 ) hehe.
Men ellers har jeg ikke taget, og da min xkæreste har fået tvillinger og jeg selv har været i fast forhold efterfølgende hvor der ikke rigtigt er sket noget, så har jeg nu været igennem et forløb på WWW.cphfertilitetscenter.dk i københavn.

Jeg skrev til dem omkring min situation, og blev kaldt derind til samtale, hvor efter jeg skulle ha taget en masse prøver.
Først skulle jeg ha taget blodprøver den første dag i min menstruation og det foregik også inde i kbh, og med de mavesmerter jeg lider af, var det virkelig en dårlig oplevelse men heldigvis kørte min mor mig derind 🙂
8 til 10 dage efter skule man ind på klinikken og ha lavet en vandscanning..
Jeg fik lavet min på 9 dagen.
En vandscanning er, hvor man får sprøjtet vand op i livmoderen, og hvis der kommer passage igennem, er der frit slag for at sædcellerne kan komme frem til de æg en kvinde nu producere.
Jeg ligger mig på briksen, og ligger med benene op, meget ubehageligt, og da de sprøjter vandet ind, så gør det FUCKING ondt, ja undskyld sproget, men det gjorde ondt. Heldigvis tog det ikke så lang tid, MAX 45 sek.
Jeg får mine bukser på, og lægen fortæller mig så her at jeg ikke kan få børn :'( Hvertfald ikke på naturlig vis.
🙁 ØV den ER HÅRD, og ja er stadig mega hård at tygge på :'(
Jeg har mere eller mindre forstået nu at tingene bare ikke er på min side overhovedet.. Men altsååå come on, lige den besked at skulle få.. ØV…
Jeg har nu knokle mig frem til en beslutning om hvad jeg skal gøre, for jeg har ingen kæreste som folk nok godt ved, så alle muligheder skal vendes og drejes.

Vil det være meget egoistisk at tage et barn uden en far? Vil jeg kunne klare det ALENE? Vil jeg kunne finde en kæreste efterfølgende, som kan acceptere at jeg er alene mor.? og er det bedre at være alene mor med en doner, hvis man nu skulle sig en mand, altså tænker mere på, så er der jo ikke en x kæreste som man i de fleste tilfælde ikke kan med når man er gået fra hinanden, fordi der er så mange ting omkring det barn osv.
Vil han kunne acceptere at barnet højst sandsynlig vil knytte sig ekstra til ham fordi der slet ikke er en far i barnets liv.
Der er virkelig mange ting at tage stilling til, men jeg er nu fast besluttet på at jeg vil prøve den mulighed at gøre det alene. Med den besked om jeg ikke kan få børn, blir jeg nød til at prøve koste hvad det vil.
Jeg ønsker mig inderligt at finde mig en mand der bare tager mig med storm.
Der kan vise mig hvor meget jeg betyder for ham og give mig alt det kærlighed som selv er klar til at give. <3 Og jeg ved han er derude et sted.
Pt er jeg bare ikke klar til at skulle være åben overfor lige frem at skulle lede som man vel altid gør på et eller andet punkt når man er single.
Tvært imod, så tager jeg det fuldstændig roligt, og glæder mig bare til at se hvad tiden bringer.
En ting er hvertfald bare sikkert, hvis jeg skal have en ind i mit liv skal han være moden oppe i hovedet, gerne ældre end jeg selv, og så er fyre med skæg jo bare 😉 mums… 😀 hehe.
Jeg skal ind på min klinik den 20 i næste måned og så må jeg se efter der hvad der skal ske..

Jeg synes det er vigtigt faktisk at få snakket om det, for kan mærke at jo længere tid der går hvor jeg ikke snakker om det, jo mere nedtrykt bliver jeg over tanken om at jeg resten af mit liv skal planlægge det at lave min egen familie..
Og kan virkelig ikke forklare hvordan man har det indeni..
Jeg er starte på skole nu, og kæmper virkelig for at bevise mig selv og resten af verden at jeg helt sikkert nok skal klare det.

Jeg er heldigvis så priviligeret at jeg har nogle af de dejligste venner, og en familie som støtter mig helt ubeskriveligt, og andre venner falder fra fordi de nok ikk er samme sted som jeg er..
Jeg er desværre nået dertil i mit liv hvor jeg for første gang tager hensyn til MIG selv og så må folk fanme for en gang skyld vise hvor de står henne i stedet for at det altid er mig der er der for alle andre…
Har længe fået afvide jeg blir nød til at stå op for mig selv, og må sige at jeg det sidste halve år VIRKELIG er blevet mig, for en gang skyld.

Nårh men jeg kommer snart igen.
Hvis nogle har nogle tanker omkring de her ting så må i meget gerne spørge.
Imorgen vil jeg prøve at skrive omkring hvilke behandlinger jeg skal igennem, og hvordan det hele kommer til at foregå, hvor man kan finde donor osv osv…

Til alle jer fra lille mig. <3 en masse KÆRLIGHED sendes herfra.

-Nathja