Den evige kamp, men lykkelig.

Akurat lige nu, står jeg i mit fitness center, jeg høre Nik og Jay med ‘kommer igen’. Kigger ud af vinduet, trækker vejret ind af næsen, og puster ud af munden. Tankerne køre, mærker mig selv og hvilke smerte der er i min ryg, som skal trænes væk, pludselig får tankerne frit spil. 

En smugle angst rammer mig, prøver at kontrollere tankerne, men blir nød til at give slip, gåsehuden på min krop rammer mig som en bølge fra havet, mens mine ben automatisk bare går videre på løbebåndet. Tankerne om at miste er forfærdelige i øjeblikket. Så forfærdelige, at jeg er bange for, at ødelægge alt omkring mig, og skubbe alt væk fordi jeg lukker mig selv inde. 

Jeg er så inderligt glad, og lykkelig, så hvorfor rammer de forfærdelige følelser mig…? 

Jeg er ramt af sygdom pga en diskusprolaps og er sygemeldt fra mit arbejde. 

Her slår det mig, at jeg er så forfærdelig bange for at miste mit arbejde, som jeg så inderligt elsker. 

Det har været min vej til succes, selvom mange ikke forstår det. Jeg frygter at miste det jeg er allermest glad for og elsker. At miste mit arbejde, eller ikke at kunne kæmpe mig tilbage, gør mig så ked af det og bange, fordi det er noget af det som gør min hverdag til den bedste. 

Jeg har fået den aller dejligste mand i mit liv, som jeg slet ikke kan beskrive med ord. Ham og hans familie, er noget af det bedste og dejligste. Føler mig så heldig når mine tanker kommer derhen, og så slår det mig, som et brag. 

Kan det virkelig være rigtigt at lille mig kan være så heldig og fortjener den lykke og glæde?! 

JA selvfølgelig kan det, det. 

Så hvordan takler man lige, at blive ramt af, at være så bange for, at miste det jeg har aller kærets. 

Jeg har nogle dejlige væsner og kærlighed i mit liv som jeg værdsætter ubeskriveligt og elsker dybt i mit hjerte. Men er så bange for at miste dem alle og det hele.

Mit mønster fra tidligere, er grunden. 

Svigt og tab fra fortiden, er vejen til de følelser der rammer, når jeg føler ægte kærlighed. 

Hver gang jeg har haft noget kært, eller elsket højt, har jeg mistet, så det er helt sikkert noget jeg skal arbejde med. Og dette er min kamp. 

Svigt fra barnsben og igennem livet, kan virkelig komme til udtryk pludseligt, når jeg så virkelig elsker nogle/noget og livet. 

Jeg ved jeg er stærk, jeg ved jeg nok skal klare den, jeg ved jeg har mennesker i mit liv som elsker mig, og jeg VED at jeg nok skal lære at tro på at dette er virkeligheden for mig.. 

Tænk at være så glad og lykkelig, at man næsten kan føle, at man lever en andens liv, fordi ens liv tidligere altid har været kampe der skulle tages. 

Men dette er 100% mit liv og jeg er så glad for hvor jeg er. 

Det er helt okay at læne sig tilbage og bare nyde det sted, man har kæmpet sig til, og nyde at kampen er slut. Jeg kigger igen ud af vinduet, trækker vejret dybt, blir ramt af bølgen igen, gåsehud over hele kroppen, nu med kærlighed, en glædestårer i øjet, og med et smil på læben, og nyder nu jeg er lige HER hvor jeg er. 

Til alle mennesker der er i mit liv… Hold kæft hvor jeg elsker jer, hver og en… 

Tak for i har bragt mig til hvor jeg er nu… 

-Nathja